Maja Lisa Engelhardts Skabelsesbilleder

Den syvende dag og Skabelsen
Billeder, kor, fælles- og solosang, tværfløjte, orgel og oplæsning

Klosterkirken i Aalborg
Lørdag den 30. marts 2019, kl. 16

Fri entré

Medvirkende:
Pankoret
Charlotte Hjørringgaard Larsen, sopran
Lena Bentsen, oplæsning
Anders Tranholm-Bjerg, tværfløjte
Tove Kjær, orgel
Aage Nielsson, billedforeviser
Kirsten Lodberg, klaver, leder og tilrettelægger.

 

Mere om arrangementet

Lørdag den 30. marts 2019 indbyder Pankoret til et helt specielt arrangement i Klosterkirken i Aalborg. Der vises udvalgte billeder af Maja Lisa Engelhardt kombineret med oplæsning, sang og musik.

Maja Lisa Engelhardt har skabt en serie på 12 billeder fra den 7. skabelsesdag. Billederne har været tilgængelige som Kunstkalenderen 2018. Det er forholdsvis små billeder. Motivet skildrer en hviledag i den forstand, at skaberværket er afsluttet, og tiden til refleksion og tilbageblik er inde.

Desuden 7 billeder, ét for hver dag i skabelsen. De er et udtryk for det mysterium, at vi er til, her, og på denne jord. Det er 7 større litografier, der sammen med de 12 skabelsesbilleder, akryl på lærred, blev skabt i 2017 og udstillet på Elizabeth Harris Gallery i New York.

Der er i de 12 billeder meget skift mellem lys og mørke og referencer til regnbuen. Dette har inspireret til de bibeltekster, der læses op af Lena Bentsen (Korshærs- og arresthuspræst i Aalborg) og til de tekster med musik, der er valgt. Der er i dette arrangement fællessang med kendte og mindre kendte tekster.

Pankoret vil føre os sikkert igennem programmet. Og så kan alle glæde sig til at høre korets faste sopransolist Charlotte Hjørringgaard Larsen bl.a. i arier fra Haydns Skabelsen. Anders Tranholm-Bjerg medvirker på tværfløjte og Tove Kjær på orgel.

Pankoret markerer ved dette arrangement sit 40-års jubilæum. Alle er velkomne til at være med.

Bemærk, at det ikke er muligt at parkere i klostergården.

Maja Lisa Engelhardt: Skabelsens 7. dag. Litografi 2017, 50x35 cm. Foto: Erik Tuxen.
Maja Lisa Engelhardt i sit atelier i Paris. Foto: Erik Tuxen, 2009.