Churchill-rundvisning
I maj 2021 fik Churchill-klubben, den første egentlige modstandsgruppe under den tyske besættelse, sit eget museum i Aalborg Kloster. Det var i klostret, klubben blev stiftet af otte teenagedrenge i december 1941, og en del af de våben, de stjal fra tyske soldater rundt om i Aalborg, blev gemt i klostret.
Drengene gjorde op med den officielle danske politik på dette tidspunkt. Og, som en af dem siden sagde: “Nogen måtte jo gøre noget”.
Initiativet var med til at inspirere den modstandsbevægelse, der i tiden derefter tog form.
På turen fokuserer vi på denne del af Aalborg Klosters næsten 600 år lange historie: Vi ser selvfølgelig den nyindrettede udstilling i klostrets såkaldte kæmnercelle, vi hører om baggrunden for klubben – og vi ser steder i klostret, som ikke indgår i normale rundvisninger, men som har en særlig tilknytning til historien om Churchill-klubben.
Turen varer ca. halvanden time. Pris 100 kr. pr. deltager.
Du kan se datoer for de offentlige Churchill-klub-ture og booke plads her:
Foreninger og andre grupper kan også booke en Churchill-klub-tur på et andet tidspunkt. Henvendelse herom til info@aalborgkloster.dk
Otte af Churchill-Klubbens ti medlemmer ved arresten i Aalborg dagen efter deres anholdelse. Fra venstre Knud Pedersen, Jens Bue Pedersen, Mogens Fjellerup, Eigil Astrup Frederiksen, Helge Milo, Uffe Darket, Mogens Thomsen og Børge Ollendorf. Til højre arrestforvareren. Foto: Frihedsmuseet.
Udsnit af Churchill-udstillingen i Aalborg Kloster. Foto: Ole Jespersen.